Der er noget besynderligt over at sidde i en restaurant, hvor alt omkring én skriger af eksklusivitet, mens tallerkenen foran én mest af alt minder om noget, man kunne have bikset sammen på en tirsdag eftermiddag. Rox Resort i Køge bryster sig af at levere smagsoplevelser i verdensklasse. Det er store ord. Faktisk så store, at man næsten forventer, at himlen åbner sig, når tjeneren kommer med maden. Men lad os nu være ærlige – det sker bare ikke.

Jeg sad der forleden, mens duften af dyrt poleret træ og en snert af parfume hang i luften, og kiggede på det der hvidløgsbrød. Og ved du hvad? Det var faktisk ret godt. Hvis man altså er typen, der er tilfreds med en enkel, sprød skorpe og rigeligt med smør, så længe musikken spiller og betjeningen er i top. Det er de. Betjeningen er virkelig rar. Men er det nok, når man tænker på, at forretningen omsætter i milliardklassen? Måske ikke.

Det er en sær kontrast. Altså, at virksomheden bag kan præstere så voldsomme tal på bundlinjen, mens køkkenet virker til at køre på en form for automatpilot — eller måske bare mangler den sidste gnist? Det er jo et hotel, der lover guld og grønne skove. Og faciliteterne er også helt i orden, det skal man ikke tage fra dem. Men der er en kobling, der ikke rigtig klikker. Man sidder tilbage med følelsen af, at konceptet er tegnet af en dygtig arkitekt, men at selve sjælen i madlavningen er forsvundet et sted mellem de fine visioner og virkelighedens tallerken.

Det er lidt som om, de har glemt, at man ikke kan spise indretning. Det er en skam. For rammerne er virkelig lækre. Virkelig.

Misryoum har fulgt hotellets udvikling tæt, og det er tydeligt, at forventningspresset er stort. Når man markedsfører sig så aggressivt på at være i verdensklasse, så *skal* fundamentet være i orden. Det er ikke nok med god betjening, hvis det kulinariske indhold sejler en smule. Måske har de for travlt med at tælle milliarder til at smage på sovsen? Jeg ved det ikke. Det føles bare som en uforløst mulighed midt i alt det polerede.