Danske veteraner har fået nok af lappeløsninger, og nu lyder et klart opråb fra landets veteranorganisationer: Tålmodigheden er definitivt sluppet op. De kræver, at politikerne tager det fulde ansvar for de mænd og kvinder, som staten har sendt i krig på nationens vegne.
Et system præget af silotænkning
Problemet i dag er, at veteranernes hverdag er fanget i et bureaukratisk net.. Når de vender hjem fra tjeneste, møder de ikke en samlet støtte, men derimod et system, der er opdelt i rigide kasser.. Sundhedsvæsenet, jobcentre og sociale instanser arbejder alt for sjældent sammen, hvilket efterlader den enkelte veteran i et tomrum, hvor ansvaret kastes frem og tilbage mellem ministerier.. Det er en virkelighed, hvor kassetænkning prioriteres over menneskeliv, og hvor de pårørende ofte bliver glemt i processen.
Det er en dyb systemisk svigt, når den hjælp, man har krav på, afhænger af, hvilket kontor man ringer til.. Denne fragmentering skaber utryghed og frustration, fordi veteranerne oplever, at deres behov for støtte ikke passer ind i de faste rammer, som forvaltningen har tegnet.. Misryoum har talt med aktører på feltet, der understreger, at når en soldat kommer hjem med usynlige sår, kan de ikke vente på, at kommunale og statslige instanser først skal forhandle om, hvem der betaler regningen.. Det handler om basale menneskelige behov, der burde være dækket automatisk og sammenhængende.
Behovet for en helhedsorienteret veteranpolitik
En ny og tidssvarende politik må nødvendigvis række ud over det snævre danske fastland.. Den skal omfatte hele rigsfællesskabet, inklusiv Grønland og Færøerne, så ingen veteran står dårligere stillet blot på grund af deres postnummer.. Samtidig skal vi se ind i en fremtid, hvor nye trusselsbilleder og operative indsatser vil skabe nye typer af belastninger for vores personel.. Vi er nødt til at skabe en ramme, der ikke kun ser tilbage på de forgangne missioner, men som er gearet til de udfordringer, der venter forude.
Politikerne må forstå, at veteranernes kamp ikke ophører, når uniformen hænges i skabet.. Det handler om at skabe en langtidsholdbar model, der integrerer støtte til uddannelse, familie og mentalt helbred som en naturlig forlængelse af den kontrakt, staten har indgået med soldaten.. Hvis ikke vi investerer i denne sammenhængskraft, risikerer vi at miste kontakten til en hel generation af mennesker, der har sat deres eget helbred på spil for fællesskabet.. Det handler i sidste ende om moral og om at bevare tilliden til de institutioner, vi sender folk ud for at forsvare.