Diskussionen om dansk udviklingsbistand har de seneste år ændret karakter, hvor fokus i stigende grad rettes mod, hvordan bistand kan tjene landets egne sikkerhedspolitiske interesser.. Dette skifte er dog problematisk, da koblingen mellem fredsopbygning i fjerne regioner og Danmarks konkrete sikkerhedstrusler er langt svagere, end den politiske retorik antyder.

Et stigmatiserende narrativ om migration

Når debatten styres mod, at udviklingsbistand skal fungere som en dæmning mod fremtidige flygtningestrømme, skabes der et farligt narrativ.. Ved at portrættere mennesker på flugt som en potentiel sikkerhedstrussel, risikerer man at dehumanisere de grupper, som bistanden er sat i verden for at hjælpe.. Ifølge Misryoum er der intet empirisk belæg for, at de få, der søger mod Europa, udgør en sikkerhedstrussel, da størstedelen af verdens fordrevne forbliver i deres nærområder.

Historiske advarsler fra kampen mod tortur

Vi har tidligere set, hvordan forsøget på at gøre sårbare grupper ‘relevante’ for en snæver national sikkerhedsagenda kan give bagslag.. Da ngo’er i starten af 00’erne forsøgte at italesætte torturofre via terrorister, endte man med at stigmatisere ofrene frem for at fremme kampen mod tortur.. Det er en lærestreg, vi bør tage alvorligt i dag, hvor vi igen risikerer at ofre de mest trængende på den politiske bekvemmeligheds alter.

Bistandens egentlige formål

At bruge udviklingsbistand som et strategisk instrument i en sikkerhedspolitisk værktøjskasse kan føles logisk for beslutningstagere, men det er ofte en illusion.. Når vi betinger hjælp af europæiske interesser, udvander vi de fundamentale værdier om solidaritet og næstekærlighed, som dansk udviklingsarbejde historisk har hvilet på.. Der er en reel fare for, at vi mister den brede folkelige opbakning, hvis bistanden transformeres til en pseudo-forsvarsstrategi.

Analytisk set viser erfaringer, at når bistand gøres til et spørgsmål om ‘os mod dem’, svækkes de langsigtede resultater.. Sand fredsopbygning kræver tillid og lokale partnerskaber, som vanskeligt kan etableres, hvis modtagerne fornemmer, at hjælpen kun gives, fordi donorlandet frygter deres tilstedeværelse.. Vi må i stedet vende tilbage til kernen: at hjælpe mennesker, hvor de er, baseret på deres behov – ikke baseret på vores frygt.