Knud Romer bruger 1. maj som afsæt for skarp kritik af profitjagten og uligheden.
Der er ikke mange blomster i Knud Romers 1. maj-hilsen til de rige.
I en tekst, der blander politisk vrede med bitter ironi, tager han udgangspunkt i Arbejdernes Internationale Kampdag og formulerer budskabet som et opgør med dem, han mener driver verden frem mod en katastrofe for egen vindings skyld.. “Efter os, syndfloden” bliver et gennemgående billede i hans kritik, hvor fokus lander på mennesker og grupper, han mener prioriterer profit over konsekvenser for andre.
Romer lægger især vægt på, at den økonomiske logik, han beskriver, rammer bredt, mens nogle få kan sikre sig endnu mere. Det handler for ham ikke kun om tal i regnskaber, men om magt, ansvar og hvilke valg der træffes, når kriser og konflikter trækker tæppet væk under hverdagen.
Hans pointe er, at det ikke er tilfældigheder, men et mønster, der gentager sig, når uroligheder skaber muligheder for dem, der i forvejen sidder tungt på toppen.
I teksten sammenkædes krigsramte områder med private interesser, og romeren antyder, at store erhvervsinteresser kan få gavn af det kaos, andre betaler prisen for.. Samtidig kritiserer han den måde, han mener, økonomiske hensyn vægter i politiske beslutninger, hvor internationale forpligtelser reduceres til forretningsmuligheder.
Han peger også på, at det værker, når leveomkostningerne stiger, og at det især er dem, der føler det på deres egne konti, der ofte flytter sig hurtigt. Men i hans optik er der en blind plet i samfundet, når det gælder dem, der kan slippe billigere uden at mærke konsekvenserne på samme måde.
Det er netop her, kritikken rammer bredere end økonomi: Når ulighed får lov at vokse, bliver solidaritet en løs frase, mens incitamenterne belønner det hårdeste spil.
Knud Romer skriver videre i en stil, der skærer sig igennem og vender sig mod dem, han kalder “røvhuller” i direkte adresse.. Det er en kommunikationsform, der kan virke konfronterende, men som også understreger, at han ikke ser sig selv som neutral kommentator, men som kritiker med en klar politisk pejling.
Teksten kredser om ideen om, at rigdom og indflydelse kan beskytte én fra de værste følger, mens andre må tage smerten.. I hans fremstilling bliver 1.. maj dermed ikke bare en traditionel højtid, men en anledning til at holde fast i konflikten mellem arbejde og kapital, og til at spørge, hvem der i praksis bestemmer retningen.
Til sidst trækker han kampen tilbage til samme grundtanke: Håbet om, at systemet vender af sig selv, er ifølge ham naivt.. Når uligheden forværres i takt med kriserne, bliver konsekvensen, at det før eller siden slår tilbage på dem, der tror, de kan stå udenfor.. Misryoum bemærker, at tonen gør budskabet tydeligt: Uanset om man er enig eller ej, er det en påmindelse om, at 1.. maj handler om mere end stemninger og skåltaler.