Sort Sol er tilbage på landevejen. Eller det er de vel teknisk set, selvom det føles en smule som om, de bare har taget en gammel læderjakke på, der ikke helt passer længere. Da de gik på scenen på Gimle i Roskilde forleden, var der lagt op til en markering af deres genopståede turné, men det virkede ærlig talt, som om nerven fra de gamle dage var blevet tilbage i øvelokalet.
Jeg stod i mørket og mærkede den der lidt indelukkede lugt af fadøl og støvet spillested, mens bandet forsøgte at finde tilbage til fordums aggressivitet. Det var ikke direkte dårligt, lad os lige få det på plads, men det manglede den der fandenivoldskhed, man forbinder med navnet. Sange som ‘Siggimund Blue’ og ‘Dog Star Man’ flød afsted uden rigtig at bide fra sig; de virkede nærmest ufarlige. Det var som at se gamle rockhunde, der bliver luftet i alt for kort snor.
Det er jo deres første turné siden 2018, hvis man ser bort fra de to spredte koncerter i 2024, så man kunne have håbet på en slags genfødsel. Men sætlisten var forudsigelig, og der var ikke rigtig noget nyt at komme efter – ikke en eneste ny sang eller et friskt pust til de gamle klassikere. Misryoum noterede sig, at hverken bandet eller publikum for alvor virkede til at have energien til at løfte taget denne aften.
Steen Jørgensen sang stadig med sin karakteristiske autoritet, og det var faktisk de mere afdæmpede stunder, der fungerede bedst. Da ‘Erlkönig’ eller ‘Kiss the Streets’ ramte rummet, gav det mening. Måske har de bare ændret sig? Tonen er blevet mere fordragelig, og støjen er aftaget en smule med årene. Eller måske orker de det bare ikke på samme måde som i 1991, da ‘Flow My Firetear’ blev skrevet.
Det føltes ærligt talt som et band, der sejler ud på et togt, de allerede har taget tusind gange før. Det var ikke en katastrofe, men det var heller ikke den oplevelse, man måske havde håbet på. Man sidder tilbage med tanken om, hvorvidt det overhovedet er det samme band, der står deroppe – eller om det bare er ekkoet af noget, der engang var meget større.
Man tænker lidt på, om de mon selv kan mærke det, når de står der? Måske er det også fint bare at være nostalgisk, selvom det føles lidt fladt i længden. Men vi må se, hvordan resten af sommerens festivaler tager imod dem – måske vokser de med opgaven under åben himmel?