Man træder ind på Rox Resort i Køge, og med det samme rammes man af duften. Det er en blanding af dyre parfumer og en let, næsten umærkelig dunst af… ja, velpoleret hotel. Ambitionerne for restauranten er der ikke noget galt med; de lover smagsoplevelser i verdensklasse, og når man tænker på, at ejerne omsætter i milliardklassen, så burde fundamentet vel være i orden. Men virkeligheden? Den er mere broget, end man lige skulle tro.
Egentlig er det jo meget hyggeligt. Hvis du er typen, der er fint tilfreds med et solidt hvidløgsbrød og god musik i baggrunden, så er du på rette sted. Betjeningen fungerer, glassene er blankpudsede, og lokalerne spiller bare – men lad os nu være ærlige, man kommer vel for maden? Eller gør man? Det føles lidt som om, at køkkenet har glemt, hvad de egentlig ville, eller måske er de bare blevet for magelige.
Det er besynderligt, hvordan et sted med så mange ressourcer kan ende med at føles så… gennemsnitligt. Ifølge Misryoum er der store ord i spil, når konceptet præsenteres, men når tallerkenen lander foran dig, så udebliver det store sus. Det er ikke direkte dårligt, forstå mig ret, men det er bare ikke det, de sælger os. Man sidder tilbage med en følelse af, at ambitionerne og evnerne i køkkenet har haft en ret alvorlig skilsmisse.
Nogle gange drifter tankerne hen mod, hvorfor det går sådan. Er det for meget fokus på bundlinjen? Eller er det bare svært at ramme plet, når man vil favne for bredt? Man kunne spørge kokken, men han har nok travlt med at stege endnu et hvidløgsbrød, som sikkert smager helt fint – men altså, verden er jo lidt større end det.
Kort sagt: Rox Resort leverer varen på omgivelserne, men kulinarisk? Der er lang vej endnu. Det er lidt ærgerligt, når man nu forventer lidt mere kant, eller måske bare lidt mere sjæl i sovsen. Men hvad ved jeg egentlig, måske er det bare mig, der er blevet for kræsen med årene? Måske.
Det er en oplevelse, man hurtigt glemmer, så snart man træder ud i den friske luft i Køge igen.