Lars og naboerne har fundet løsningen: Sådan undgår de, at gæs æder høsten

Et seksårigt forsøg i Guldborgsund viser, at tidlig og koordineret indsats—plus aflastningsmarker—kan beskytte vintersæd uden store udbyttetab.

Gæs kan hurtigt blive et økonomisk problem for landmænd, når græsningen rammer de forkerte tidspunkter.

I Guldborgsund Kommune peger et seksårigt projekt på en praktisk opskrift, som lodsejere, jægere og naboer har testet i perioden 2019 til 2025.. Fokus har været bramgæs, der gennem sæsonen kan finde frem til markerne og gøre skade, men også skabe en mere kompleks udfordring: At hver enkelt indsats skal give mening, og at man ikke bare flytter problemet hen over hækken til naboens jord.. Det er netop den sammenhæng, der fremhæves i rapportens konklusioner, og som landmanden Lars Hvidtfeldt fra Gammel Kristineberg ved Nykøbing Falster kalder central.

Rapporten viser, at der kan være stor forskel på, om en mark “bare” ser hårdt græsset ud, eller om landmanden reelt taber penge.. Forsøgene indikerer, at græsning i efterår og vinter som udgangspunkt ikke sænker udbyttet i vintersæd.. Den viden er vigtig, fordi den flytter debatten fra det visuelle til det økonomiske: Ikke al skade betyder det samme, og derfor skal indsatsen målrettes.. Men når græsningen fortsætter ind i april og maj, kan konsekvenserne blive dyrere.. Her peger forsøgene på udbyttetab på op til 10 procent og et fald i proteinindholdet i kornet på op til 20 procent.

Det er en pointe, der giver genklang hos Lars Hvidtfeldt.. Han beskriver, at de har fået et mere præcist billede af, hvornår græsningen faktisk gør økonomisk skade, og hvornår marken primært bliver grim at se på.. For en landmand handler den skelnen om planlægning, prioritering og om at bruge tid og ressourcer der, hvor det rykker.. Det er også dér, samarbejdet får vægt: Hvis alle gør “noget” hver for sig, risikerer man, at gæsene blot skifter mål.

Projektet har samtidig undersøgt flere metoder til at holde gæssene væk.. Passive skræmmemidler virker kun kortvarigt, fordi gæssene relativt hurtigt vænner sig til dem.. I praksis betyder det, at en løsning, der virker én dag, kan være langt mindre relevant ugen efter.. Hvis der derimod blev gået i marken, eller hvis der blev afgivet skud, kunne markerne holdes fri i en til to dage—altså et midlertidigt skub i den rigtige retning.. Mest effektivt i forsøgene var regulering med lokkefugle og skjul, som kunne holde gæs væk i en til to uger.. På Sydfalster fremhæves det også, at en koordineret reguleringsjagt én gang om måneden kunne sænke antallet af bramgæs i mere end en uge efter indsatsen.

Men rapporten understreger, at det ikke er nok at skræmme gæssene væk.. Gåsen skal have et alternativ.. Derfor har man i projektet brugt roespildmarker efter høst som aflastningsarealer, hvor en stor del af gæs og svaner søgte hen, især når der samtidig var jagtfred på og omkring markerne.. Senere på foråret kan strandenge og ferske enge med lav vegetation også fungere som aflastning, fordi der her er andre græsningsmuligheder, som kan mindske trykket på de afgrøder, landmænd gerne vil beskytte.

For jægeren Flemming Lind fra Gedser har forsøget ændret synet på opgaven.. Han peger på, at det ikke handler om at “plaffe løs”, men om at arbejde målrettet og holde øje med, hvornår markerne er mest sårbare.. Det har rykket en fælles forståelse i området: Lodsejere og jægere arbejder i dag mere systematisk, og indsatsen bliver koblet til bestemte perioder—så både tid og energi bliver brugt, hvor effekten kan mærkes.. I praksis betyder det også, at jægere og lodsejere kan hjælpe hinanden med at reagere tidligere, end problemet vokser sig stort.

En af de mest konkrete lektioner i projektet handler om koordinering.. Før løb hver landmand rundt på sine egne marker og skræmte gæssene væk, men gæsene kunne flyve videre til naboens areal og senere tilbage igen.. Det skabte en slags cirkel, hvor indsatsen ikke nødvendigvis reducerede det samlede problem.. Med projektet er indsatsen blevet mere fælles og mere systematisk, og det beskrives som en forklaring på, at effekten kan vare længere.. Rapporten peger samtidig på, at aflastningsmarker ikke ser ud til at trække flere gæs til området samlet set.. Optællinger over flere år viser ikke en tydelig stigning, selv om der er etableret flere aflastningsarealer.

Når projektet samles i en “bedste model”, bliver billedet en klassisk pisk og gulerod: Effektiv bortskræmning og regulering på de udsatte marker—kombineret med steder, hvor gæssene kan få ro.. Samarbejdet mellem lodsejere, jægere og myndigheder beskrives som en faktor, der har gjort indsatsen mere præcis og øget tilliden til, at metoderne virker.. Selve projektet er afsluttet, men arbejdet fortsætter lokalt, og det kan få betydning for, hvordan man fremover håndterer sammenstødet mellem vilde fugle og dyrkede afgrøder.

Det mest interessante er måske, at løsningen ikke udelukkende er “hårdhed”, men disciplineret timing og fælles planlægning.. For landmænd handler det om at beskytte udbytte og kvalitet i de kritiske måneder, mens jægere og lodsejere får et fælles sprog for, hvornår indsatsen giver mening.. Og for naboerne bliver gevinsten, at man ikke ender med at løse problemet ved at skubbe det videre.. Når indsatsen fortsætter efter forsøgets afslutning, er det i sidste ende fordi resultaterne kan omsættes til en praktisk rutine—og fordi der er noget at spare, når man rammer rigtigt.